GK sælger servicevirksomheden i Danmark

7. januar 2026
GK trækker sig ud af det danske marked og sælger den danske servicevirksomhed til Caverion. Entreprisevirksomheden i Danmark vil blive afsluttet, og GK vil i stedet fokusere på at videreudvikle stærke positioner på det norske og svenske marked.

Den danske byggebranche er præget af hård konkurrence, stadig stigende konsolidering og et højt konfliktniveau – især på entreprisemarkedet. Efter en samlet vurdering vælger GK nu at trække sig ud af det danske marked, og Caverion Danmark A/S overtager efter planen GK’s servicevirksomhed fra og med 30. april 2026. Transaktionen er betinget af godkendelse fra Konkurrencestyrelsen i Danmark.

Lukker ned for entreprisevirksomheden

Entreprisevirksomheden i Danmark vil blive afviklet, hvor igangværende projekter færdiggøres i tæt samarbejde med GK’s kontraktpartnere. Administrerende direktør i GK Danmark, Jørgen Christensen, vil bistå med nedlukningen af entreprisevirksomheden.

— Vi har, i lighed med mange af vores konkurrenter, ikke haft held med at skabe stabil og forudsigelig lønsomhed i vores projektvirksomhed, og de seneste to år har været udfordret af større nedskrivninger i entrepriseporteføljen. Samtidig har vi fortsat udviklingen af vores særdeles succesfulde og lønsomme servicevirksomhed i Danmark, siger koncernchef i GK, Kim Robert Lisø.

En stærk servicevirksomhed videreføres

— GK Danmark har været et værdifuldt medlem af GK-familien i 20 år, og vi overlader en markedsledende og højtpræsterende servicevirksomhed til nye ejere, som vi ved vil videreudvikle virksomheden til gavn for vores kunder og medarbejdere, siger Lisø.

— Den virksomhed, vi nu overtager, tilfører os værdifuld ekspertise, som styrker vores organisation både geografisk og fagligt. Vi har et godt kulturelt match, og ledelsen arbejder godt sammen, hvilket er afgørende for den fortsatte succes. Vi glæder os til at byde nye kolleger og kunder velkommen til Caverion. Sammen kan vi påtage os flere og mere krævende opgaver og blive en endnu bedre samarbejdspartner for vores kunder, siger Carsten Sørensen, administrerende direktør i Caverion Danmark.

Leder af GK’s danske servicevirksomhed, Lars Sjørring, fortsætter sit virke i Caverion Danmark hvor han bliver en del af ledelsen.

— Efter to årtier i GK-familien er det naturligt at føle vemod, når vi tager hul på et nyt kapitel. Men forandring er også en mulighed – en chance for at vokse, lære og skabe noget endnu stærkere. De første møder med Caverion har vist mig, at vi deler de samme værdier, og jeg ser frem til at videreudvikle et stærkt fagligt miljø for drift og vedligeholdelse af tekniske installationer i eksisterende bygninger sammen med vores dygtige serviceteknikere, siger Sjørring.

Samler kræfterne for at styrke positionen i Norge og Sverige

— Fremover vil vi bruge vores samlede kapacitet og kompetence til at bygge en endnu stærkere position i Norge og Sverige, hvor vi har et solidt fodaftryk i alle fag inden for forretningsområderne service og entreprise. GK skal nu fokusere på virksomheden i de to lande, realisere storskala fordele og skabe et robust og fremtids fokuseret selskab med varig og øget lønsomhed, afslutter Lisø.