Kontaktperson
At et byggeri afleveres til aftalt tid, kvalitet og budget hører til undtagelserne i byggebranchen. Ikke desto mindre var det tilfældet ved afleveringen af Plejecenter Solhaven med 40 demensboliger i Stevns. Bag projektet står den fynske totalentreprenør Skjøde Knudsen, som arbejder målrettet på at styrke sin portefølje inden for pleje- og omsorgsbyggeri.
- Vi har tidligere opført plejecentre, men det ligger nogle år tilbage. Nu er vi tilbage og ønsker at gøre plejehjemsbyggeri til et af vores kernesegmenter. Derfor har det været vigtigt for os at gennemføre Solhaven med en metodik, der kan danne grundlag for kommende projekter. Hertil var det vigtigste at levere det, der var aftalt i byggeprogrammet – hverken mere eller mindre. Kvalitet, tid og økonomi skulle hænge sammen, og det er lykkedes, siger René Møller Pedersen, projektleder hos Skjøde Knudsen.
Ifølge projektlederen skyldes det blandt andet et tæt samarbejde med de i alt 16 fagentreprenører, der har været involveret i byggeriet. Samtidig peger han på, at beslutningen om at inddrage teknikken tidligt i processen har haft stor betydning.
Læs også:
GK Service er blevet en del af Caverion
Læs mereTeknikentreprenør tidligt med i processen
Når teknikentreprenører først kommer sent ind i byggeriet, opstår mange af de udfordringer, der senere kan koste både tid og penge. På Plejecenter Solhaven blev teknikken inddraget tidligt og fungerede som afsæt for en mere forudsigelig og sammenhængende byggeproces.
GK Danmark har haft ansvar for al VVS, rørføring og sprinkleranlæg på projektet samt projektering og etablering af seks større varmepumper, der står for bygningens varme- og energiforsyning. Den tidlige involvering gjorde det muligt at koordinere løsningerne med byggeriets øvrige tekniske og konstruktive forhold.
- GK var med fra starten i projekterings- og koordineringsfasen. Det gav et klart overblik over faggrænser og gjorde planlægningen af de tekniske entrepriser langt mere smidig. Når der opstod spørgsmål, kendte de projektet og kunne reagere hurtigt, fortæller René Møller Pedersen.
Han fortæller, at den tidlige involvering bl.a. har bidraget til konkrete tekniske optimeringer, herunder samling af rørføringer, som har reduceret pladsbehovet i lofterne, lettet montagen og skabt bedre driftsforhold.
Specialdesignet sprinkleranlæg
Selve sprinkleranlægget på Solhaven er selvprojekteret af GK Danmark og opbygget med både el- og dieselpumper samt nødstrømsgenerator. En underjordisk vandtank sikrer kapacitet til brandslukning i op til en time – et væsentligt krav i et plejecenter med sårbare beboere.
Placeringen af reservoiret stillede særlige krav til koordinering, da tanken er integreret under bygningen. Derudover er der udført frostfri sprinklerinstallationer på udvendige arealer, hvor traditionelle vandfyldte rør ikke er egnede.
Det har været en opgave med flere specialløsninger, især omkring sprinklercentralen. Integrationen af vandforsyningen under bygningen stillede særlige krav til design og koordinering mellem konstruktion og installationer allerede i projekteringsfasen, så adgang, rørføring og drift kunne fungere i praksis, siger Jimmi Mejlvang, GK Danmark.

Varmepumpeløsningen blev også tænkt ind tidligt, så energiforsyning og installationer kunne spille sammen på tværs af fag.
- Ved at tænke varmepumper, VVS og sprinkler samlet fra begyndelsen har vi kunnet skabe en robust og driftssikker løsning. Det er afgørende i et plejecenter, hvor teknikken skal fungere stabilt døgnet rundt - uden overraskelser, siger Filip Christiansen fra Vagns VVS, der som en del af GK Danmark har stået for VVS-installationer og varmepumpeløsningen.
Efter afleveringen har GK Danmark vundet serviceopgaven med kvartårlig og årlig service af sprinkleranlægget, tilgængelighed ved akutopgaver samt inspektion af sprinklerreservoiret ét år efter ibrugtagning. Derudover står GK Danmark for service af plejecentrets VVS-installationer med løbende eftersyn og funktionskontrol, så driften forbliver stabil.
Læs også:
Fra lokal VVS-forretning til større fællesskab: Nyt kapitel for Per Otzen
Læs mereVigtig reference
For Skjøde Knudsen fungerer Plejecenter Solhaven også som en reference i arbejdet med at opbygge erfaring inden for pleje- og omsorgsbyggeri. Ifølge projektleder René Møller Pedersen er det især sammenhængen i projektet, der står tilbage efter afleveringen.
- Når man står med det færdige byggeri, er det helheden, jeg er mest stolt af. At vi har leveret det, der blev lovet – håndværksmæssigt korrekt og med respekt for alle fag. Det bærer præg af, at folk har været engagerede hele vejen, afslutter projektlederen.