Naturligt servicetalent i spidsen for GK`s ventilationsafdeling på Sjælland

17. juli 2021
Jimmi Beyer Gerlach hedder den nye mand på posten som GK Danmarks servicechef for ventilationsafdelingen på Sjælland. Han får ansvaret for at fortsætte og udbygge teknikentreprenørens udvikling i Øst med særligt fokus på energi og bæredygtighed.

For at styrke kundeservicen og fastholde fokus på energi og bæredygtighed har teknikentreprenøren GK Danmark styrket serviceafdelingen i Øst med nyt talent i spidsen for serviceafdelingen. Jimmi Beyer Gerlach, 48, skal nu fremme den gode udvikling med vækst i serviceafdelingen i Øst, og han glæder sig meget til udfordringen med at sikre et højt niveau for service på Sjælland og øerne.

- GK Danmark vil være bedst i både entreprise- og serviceopgaver. Derfor har vi brug for dygtige folk, der har den faglige ballast til at sikre vores kunder de mest effektive, energioptimerede og lønsomme løsninger, så vi bliver kendt som den mest servicemindede teknikentreprenør. Her er vi sikre på, at Jimmi med hans erfaringer er den rette mand til opgaven, siger regionsdirektør Lars Sjørring.

Servicens mand

Jimmi Beyer Gerlach er oprindeligt uddannet maskintekniker, men opdagede efter kort tid, at hans interesse lå inden for ventilation. Efter endt uddannelse tog han derfor springet og videreuddannede sig til ventilationstekniker. Karrieren tog sin begyndelse som montør hos Wicotec Kirkebjerg A/S, hvor han opnåede 4 års erfaring som tekniker og montør. Senest har han været afdelingsleder hos C5 Ventilation A/S, hvor han var beskæftiget i 11 år - de seneste fem år som uddannet afdelingsleder. Han var glad for arbejdet, men alligevel manglede der noget; nemlig dialogen med kunderne og servicearbejdet.

- Jeg var ansvarlig for planlægning og koordinering af flere store projekter, som jeg er stolt af at have været en del af. To spændende og krævende opgaver var anlæggelsen af bl.a. Pandahuset i Københavns Zoo, samt renovering af ventilationssystemet i Den Jødiske Synagoge, fremhæver Jimmi Beyer Gerlach og fortsætter:

- Samtidig har jeg savnet at være ude på serviceopgaver og møde kunderne. Det er service, jeg for alvor brænder for - jeg har en dybfølt begejstring for at komme ud og tale med folk og løse deres konkrete udfordringer. Derfor glæder jeg mig over min nye stilling hos GK Danmark, der giver mig mulighed for at kombinere udvikling og ledelse af afdelingen samt tæt dialog og opfølgning hos kunderne, så vi sikrer den bedste rådgivning og service.

Fælles om det bæredygtige

GK Gruppen har som led i en ny koncernstrategi fornylig relanceret koncernens brand til en grøn profil, der har mål om dels at opnå en 50 procent reduktion af egen CO2-udledning inden 2030, dels at have en 50 procent klimaneutral kundeportefølje inden 2035. Netop virksomhedens særlige fokus på bæredygtighed og deres grønne profil er en af årsagerne til, at Jimmi Beyer Gerlach ser et det perfekte match mellem ham og virksomheden.

- GK er en ambitiøs, grøn virksomhed, som tager ansvar for klimaet. Deres strategi om at styrke bæredygtigheden i bygge- og anlægsbranchen passer perfekt til mine egne værdier. Samtidig er det en virksomhed, der har fokus på det menneskelige, og det tiltaler mig meget, siger Jimmi Beyer Gerlach.

Privat bor Jimmi Beyer Gerlach i Tune med sin kone Susanne og tre børn. Fritiden bruges på blandt andet på langdistanceskydning, hvor han skyder op til 3,2 kilometer langt.

Læs også:

Grzegorx Rakoczy jobber i rørvirksomheten i GK og Knut-Olav Bjørgum som servicetekniker i Inneklima
Service og vedligehold
Læs mere
Ventilation
Læs mere