Højhus Værkmestergade

Højhus på 23 etager indeholdende hotel og kontorer.

Fra sommeren 2012 opføres et hotel- og kontorbyggeri til brug for Comwell Hotel, Bech Bruun Advokatfirma og Deloitte på Værkmestergade, som ligger tæt ved banegården i Aarhus. Huset er udviklet af KPC i samarbejde med brugerne, således at der opnås et samlet hus med synergier for brugernes virksomheder. Investor på det samlede projekt er bygmester Hans Lorenzen fra Aarhus, som også får bolig øverst i huset. GK er installationsentreprenør på projektet og koordinerer installationsfagene internt og i forhold til hovedentreprenør, samt arkitekt og rådgiver.

Elegant skyline

Højhuset bliver 23 etager, der indeholder et hotel med 240 værelser og konferencefaciliteter til 1.000 mennesker samt kontorlejemål. Højhuset er udformet som to slanke skiver sammenbygget omkring en let og transparent mellembygning.

Den nordligste skive er forskudt i forhold til den sydlige og er samtidig højere for at styrke det opadstræbende, slanke og dynamiske udtryk. På afstand vil de to slanke skiver give Aarhus en elegant tilføjelse til byens skyline og tæt på vil byggeriet takket være sin detaljering og de udadvendte funktioner være et byggeri, det er rart at opholde sig ved og i.

Basen på 2 etager og højhuset danner tilsammen et bygningsanlæg, der både funktionelt og arkitektonisk vil bidrage til en revitalisering af et meget komplekst og dynamisk sted i Aarhus.

Bæredygtigt design

Huset opføres efter de højeste standarder indenfor bæredygtig teknologi, og huset opfylder energi-kravene, der vil være gældende fra 2015. Der integreres solceller i hele bygningens syd facade samt på taget af bygningen. Den resterende del af facaden bliver beklædt med mørkt glas, som giver bygningen et elegant og stilrent udtryk.

Generelt har der været stort fokus på de tekniske installationer, blandt andet udnyttes overskudsvarmen fra køleanlæg til opvarmining af varmt brugsvand i hoteldelen. Ligesom temperaturen på hotel-værelserne udelukkende styres via køle-/varmebafler.

”Et meget spændende projekt. GK ser frem til, i et velfungerende teamwork på tværs af flere faggrupper, i fællesskab at løfte denne opgave”, udtaler Regionschef Lars Nørgaard.

FAKTA: 

Projekt: Højhus Værkmestergade, Aarhus
Areal: 34.000 m2
Hovedentreprenør: KPC A/S
Bygherre: Hans Lorenzen
Arkitekt: Arkitema
Ingeniør: Rambøll A/S
GK Entrepriser: Ventilation, VVS, Spinkler, CTS, Køl 
Byggeperiode: 2012-2014

Custom sub menus